Tuesday 30 April 2024

Hans Christian Andersen: 'Recension' (1830)

 


Recension

 

Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,

Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.

Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;

Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.

 

Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,

De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.

En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,

Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;

 

Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,

Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om dagen.

Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,

Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.

 

Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere –

– Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!

 

 

Critique

 

It’s true the land and sea grow nicely red in sunset’s flame,

But ah, the way they do, one notes, is always just the same.

The sun is not original, that’s all one can attest:

It always rises in the East and sets far in the West.

 

Then out come the nocturnal stars, but this feels just a cheat,

They brightly shine, but all is cold, there’s neither life nor heat.

A nightingale quite quaintly trills behind the wall out there,

But there’s no method in it, it is only Nature’s snare;

 

What’s more the bird’s too young, has scarcely fluff to call a beard,

And if its song was faultless in the daytime would be heard.

The moon comes on the scene, it’s nice when it begins to rise,

If only it was always round, not wildly changing size.

 

The waves have foaming crests, should really learn to be more flat –

A touch of genius everywhere, but nothing more than that!

 

 

Monday 29 April 2024

Hans Christian Andersen: 'En Forgrund med en Smule Grønt´(1831)

 


En Forgrund med en Smule Grønt

 

En Forgrund med en Smule Grønt,

Et Træ – men det maa være kjønt!

En Luft, og saa er det forbi,

Saa har man strax et Malerie!

Men til et Digt? – hvad skal der meer?

Her strax man et for Øiet seer.

 

 

A foreground with a little green

 

A foreground with a little green,

A tree – though with a lovely sheen! –

Some sky, no more, and that’s the plot,

The painting’s finished on the spot!

A poem though?– What’s needed too?

Well, on the spot here’s one that’s new!

 

 

(Included in: Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831)

Hans Christian Andersen: 'Min Trøst' (first printed April 1831)

 


Min Trøst

 

Jeg slutter snildt af min Natur,

Vil den ei svigte:

Jeg bliver selv Maculatur

Før mine Digte

 

 

My Consolation

 

My nature I’ll fulfil for sure,

Shun all diversion:

My body’s merely dust before

The poems’ version.

 

 

 


Sunday 28 April 2024

Hans Christian Andersen: 'Hytten' (1831)


 

Hytten

 

Her i Tid, og hist i Evighed

Eet er ene nødigt: Kjærlighed.

Baggesen

 

Hvor Bølgen høit mod Kysten slaaer,

En ganske lille Hytte staaer;

Men rundt om paa det hele Næs,

Er ei en Plet med Græs,

Kun Himmel, Hav og nøgent Sand

Omgiver Hyttens Drømmeland;

Et Paradiis er dog det Sted,

Thi der boer Kjærlig.

 

Ei Sølv, ei Guld man finder der,

Men To, som har hinanden kjær,

See! Kys og Smiil paa Læben leer,

Og Øiet Sjælen seer!

De tale ei det mindste Ord,

Glemt er den hele, store Jord,

Med Kamp og Smerte, Fryd og Fred,

Thi her boer Kjærlighed.

 

 

The Cabin

 

Here in time, in timeless above

There is only one thing needed: Love.

Baggesen

 

Where waves pile up against the shore

A small-sized cabin stands secure;

On all the cape around it though

No grass is seen to grow,

Just sky and sea and naked sand

Surround the cabin’s own dreamland;

And yet that spot’s a paradise,

For there’s where love resides.

 

One finds no gold or silver there,

Just two who great affection share,

Look! Smiles and kisses their lips grace

Through eyes two minds embrace!

They do not speak a single word,

World’s strife and pain are here unheard,

Its joy and peace remain outside,

For here’s where love resides.

 

 

Hans Christian Andersen: 'Graat Veir' (1829)


 

Graat Veir

 

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,

Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;

Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,

Med Hovedet bag Vingen, og ligne Kampesteen.

Ja Bedstemo’er i Stolen smaanikker, sover ind;

Den smukke Datterdatter, med Haanden under Kind,

Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,

See, over Brystet falder det lange, gule Haar.

Jeg selv sidder søvnig med Benene paa tvers,

Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!

 

 

Grey skies

 

Dank fog-banks hang inertly o’er countryside and town,

From clouds of black the rain can’t be bothered to fall down;

The farmyard’s ducks just lie there and utter not a sound,

With heads tucked under wings look like large stones on the ground;

Yes, grandma in her chair nods her head, and falls asleep;

Her nearby lovely grandchild, her hand against her cheek,

Has yawned no less than four times, I know what that implies,

Look, long blond tresses hide now her slowly closely eyes.

I sit cross-legged half dozing – and what perhaps is worse,

I even can’t be bothered to read my lines of verse!

 

 

Lars Clausen (1841-93): 'Mod Jul'

 





Towards Christmas

 

Now here up North it’s wintertime,

bare earth is raked in this harsh clime

     by winds both damp and freezing,

and gales start howling at our door,

we must ensure as ne’er before

     it’s warm inside and pleasing.

 

When days start growing short and grey,

it is an omen to convey

     that Christmas is advancing,

then to one’s mind there flashes fast

the memories of times long past,

     each childhood joy entrancing.

 

If this life’s winter holds you fast,

If childhood games refused to last

     and each day’s heavy weather,

we must ensure we understand

to live as children, quite unplanned,

     and so stay young for ever.



Catharina Boer: 'Bij het graf van mijn kind'

 

BIJ HET GRAF VAN MIJN KIND

 

Zelden ruis of storing

op lichtlijnen zon, maan,

echo over koude akker,

sonar naar de diepte.

 

Met geen woord maar taal

vonkend uit opgeslagen beeld,

beweging, ben jij woordvoerster

van alle zwijgenden.

 

Zoals jij,

gedachten verborgen onder mijn huid,

mij steeds weer opent.

 

Zoals ik jou eens

toedekte, afdichtte,

nog altijd toedicht.

 

 

BESIDE MY CHILD’S GRAVE

 

Rarely interference or disruption

on solar, lunar lines of light,

echo over a cold acre,

sonar to the depths.

 

With not a word but language

sparking from a stored image,

movement, you are the spokeswoman

of all who remain silent.

 

Just as you,

thoughts hidden beneath my skin,

open me again and again.

 

Just as I once covered

you, caulked you,

always still re-call you.

 

 

Translated in collaboration with Albert Hagenaars

Poetic Synapses 15

 

Saturday 27 April 2024

Hans Christian Andersen: 'Agnetes Vuggevise' (1833)


 

Agnetes Vuggevise

 

Sol deroppe ganger under Lide,

Sov mit Barn, saa bli’r du stærk og stor,

Paa den vilde Havhest skal du ride,

Under Bølgen dejligst Engen gror.

 

Hvalerne med deres brede Finne

Over dig som store Skyer gaa,

Sol og Maane gennem Vandet skinne,

Begge to du skal i Drømme faa.

 

Visselul! Jeg fødte dig med Smerte!

Bliv min Glæde altid Aar for Aar,

Du har drukket Livet ved mit Hjerte,

Hver din Taare til mit Hjerte gaar.

 

Sov, mit Barn! Jeg sidder ved din Vugge,

Lad mig kysse dine Øjne til,

Naar engang de begge mine lukke,

Hvem mon dig da Moder være vil!

 

 

Agnete’s lullaby

 

Now the sun below sky’s rim is sliding;

Sleep my child, so you grow strong and keen,

On the ocean’s wild horse you’ll be riding,

’Neath the waves the meadows are most green.

 

And above you, with their broad fins swaying,

Whales like mighty clouds glide past and gleam.

Through the water sun and moon are playing,

You shall have them both inside your dream.

 

Sweetly sleep! In pain did I once bear you!

Be my constant joy now, year on year;

By my heart your life drink I prepared you,

Every tear of yours my heart will sear.

 

Sleep my child, beside your cradle dozing,

Let me kiss your eyes shut tenderly!

When one day they both of mine are closing,

Who will you maybe as mother see?


Hans Christian Andersen: 'Studie efter Naturen' (1830)

 


Studie efter Naturen

 

Fände sich ein Niederländer hier,

Er nähme wahrlich gleich Quartier,

Und was er sieht, und was er mahlt,

Wird hundert Jahre nachgezahlt.

Göthe

 

Solen skinner i Naboens Gaard, Husene ere saa lave,

Gaarden har Plads til en Møding kun og en trealens Have.

Haven er i sin egen Maneer, den har slet ingen Gange;

Men den eier een Stikkelsbær-Busk, der er saa god, som saa mange.

Mutter i Dag har næstendeels skjult baade Møding og Have,

Thi sine Sengklæder, paa et Stillads, har hun i Solen, den brave!

Ungerne sole sig ogsaa lidt, ligge paa Dyne og Pude,

Hver har i Haanden et Smørrebrød, som de fortære derude;

Smørret smelter i Solens Brand, — Søvnen over dem daler,

Gaardhanen stikker sit Hoved frem, bryster sig stolt og galer.

 

 

Nature Study

 

Fände sich ein Niederländer hier,

Er nähme wahrlich gleich Quartier,

Und was er sieht, und was er mahlt,

Wird hundert Jahre nachgezahlt.

Goethe

 

Sunshine gleams in the neighbour’s yard, buildings here are quite spartan.

There’s only room for a dungheap and a very small patch of garden.

It’s a garden that has its own style, paths it doesn’t have any;

Though it has its own gooseberry bush, which is as good as so many.

Mother has dungheap and patch today almost hidden completely,

For she’s her bedclothes hung on a frame out in the sun twice weekly.

All of her offspring sunbathe there too, lying on pillows and blankets

Each with a sandwich is well equipped for an al fresco banquet;

Sun’s heat causes the butter to melt, – heavy their eyelids start growing

Out now the farm cock stretches his head, swaggers and struts, starts crowing.



Friday 26 April 2024

Hans Christian Andersen: 'To brune Øjne' (1831)

 

Rigmor Voigt (1806-83)

To brune Øjne

 

To brune Øjne jeg nylig saa,

i dem mit Hjem og min Verden laa.

Der flammed’ Snillet og Barnets Fred;

jeg glemmer dem aldrig i Evighed!

 

 

Two brown eyes

 

I saw two brown eyes the other day,

In them my home and my world both lay.

A genius blazed, childlike peace they wore;

I’ll never forget them for evermore!